Brætspil er spil, hvor man spiller på en plade og som regel har brikker for hver spiller. Spillenes popularitet ses tydeligt på det voksende antal brætspilscaféer rundt om i landet. De kan være en hyggelig måde at have det sjovt sammen på, udfordre sig selv, lære noget nyt og blive bedre kendt med hinanden.
Fordi brætspil er så forskellige som de er, kan de derfor spilles af alle aldersgrupper og er gode til at skabe fællesskab og opfordre til udvikling af samarbejdsevner, da man typisk også kan arbejde sammen i hold af flere personer.
Indhold
Udvalg af brætspil
Der findes mange forskellige slags brætspil, for eksempel spil, der henvender sig til børn eller voksne, quizspil, familiespil, selskabsspil, strategispil og mange andre. Der er derfor rig mulighed for at vise sig fra sin bedste side, om det så handler om at være kreativ, have en masse paratviden eller om at være et strategisk mastermind, samtidig med at man har det sjovt sammen og bliver rystet sammen som gruppe.
Populære brætspil
Der findes mange kendte og populære spil, der har klaret sig godt gennem generationerne, eksempelvis Ludo, skak og Matador. Der udkommer dog hele tiden nye spil, som hurtigt bliver populære. I 2024 vurderede Bog og Idé Smart 10, Sequence og EXIT: Gådernes Jungle til at være årets bedste spil i kategorierne voksenspil, familiespil og børnespil.
Kendetegnende for denne type spil er, at man skal tænke og være god til at regne ting ud, samtidig med at man skal samarbejde med sine medspillere. EXIT: Gådernes Jungle imiterer for eksempel et typisk escape room-setting, hvor man skal løse gåder for at vinde, dog uden at det er for svært til at børnene kan være med.
Smart 10 giver et nyt præg på det klassiske quizspil, da man her kan satse alt og risikerer at miste alle sine point, hvis man svarer forkert. Disse spil passer derfor godt til dem, der vil bruge hovedet mens de spiller, men også vil samarbejde med andre undervejs.
Sjove brætspil
Noget af det, der gør disse spil sjove, er de minder, man skaber sammen under spillet. Det kan for eksempel være, når man griner af egne eller andres fejl, som når nogen svarer forkert på et oplagt spørgsmål i Bezzerwizzer, eller når man forsøger at gætte tegninger i Pictionary. Det kan derfor være oplagt at finde et spil frem til sociale sammenkomster, fordi de giver en god anledning til at lære hinanden bedre at kende.
Strategispil
Strategispil adskiller sig fra andre spil, da de kræver, at man tænker flere træk frem og lægger en gennemtænkt strategi, hvis man vil have den bedste chance for at vinde. Klassiske strategispil er Stratego og Risk, der handler om at føre krig og udmanøvrere sine modstandere, mens nyere spil som Ticket to Ride går ud på at bygge de bedste togforbindelser mellem byer. Fælles for strategispil er, at de udfordrer deltagerne til at planlægge, tænke taktisk og i mange tilfælde styrker de også samarbejdsevnerne.
Brætspil for børn
Brætspil er gode for børn, fordi de styrker både samarbejde og selvtillid, mens børnene har det sjovt. Selv lidt sværere quizspil kan være lærerige, også for børn der ikke kan alle svarene. Spil som Pictionary og Hint giver mulighed for at udfolde sig kreativt.
Andre klassiske spil til børn er for eksempel Vildkatten, hvor man hurtigt skal finde ting på pladen, eller Mouse Trap, hvor man bygger fælder for at fange en mus. Udover disse, så er der altid det klassiske uno kortspil, som alle børn elsker.
Brætspil for voksne
Brætspil for voksne adskiller sig ofte ved at have mere komplekse regler og temaer, som appellerer til et modent publikum. Mange af dem kræver større indsigt i strategi, viden eller samarbejde, og enkelte spil inddrager elementer som for eksempel alkohol, hvilket gør dem mindre velegnede til børn.
Eksempler på sådanne spil er strategispil, hvor man skal lægge en langsigtet plan og tænke flere træk frem, eller mysteriespil som Sherlock Holmes: Consulting Detective, hvor spillerne sammen forsøger at opklare udfordrende gåder og mysterier.
Der findes også quizspil og spil som Timeline, hvor man skal bruge sin historiske viden (eller evne til at gætte), når begivenheder skal placeres i den rigtige rækkefølge.
Særligt populært blandt voksne er fest- og selskabsspil som Det Dårlige Selskab og Cards Against Humanity, der lægger op til masser af grin og ofte spilles sammen med alkohol.
Køb online
Du kan nemt finde brætspil ved at søge online, og der findes mange webshops med et stort udvalg og hurtig levering, så der er gode muligheder for at finde både klassikere og nye spil til dig selv eller som gave.
Ofte stillede spørgsmål
Hvilke brætspil er mest populære?
Især quiz- og strategispil er meget populære, både fordi de udfordrer deltagerne til at tænke og bruge deres viden, og fordi de egner sig rigtig godt til hyggelige stunder sammen med andre.
Hvad er årets familiespil?
Guldbrikken, som er en årlig brætspilspris, har kåret “Brick Like This!” som årets familiespil i 2025. I spillet gælder det om at bygge forskellige konstruktioner med LEGO-klodser.
Hvilke spil kan man spille for 2 personer?
Gode brætspil til to personer inkluderer for eksempel Sequence, Timeline og EXIT the Game-serien. Disse spil egner sig særligt godt til mindre selskaber, da de enten kan spilles samarbejdende eller konkurrerende, uden at der kræves mange deltagere.