Whist

Whist er et klassisk stikspil for fire spillere, opdelt i to hold.I denne artikel får du en grundig indføring i spillets formål og opbygning, kortenes værdi og betydning, samt en række tips til hvordan du bliver en bedre spiller.

Intro til Whist

Spillet stammer fra England i 1700-tallet og har siden spredt sig til store dele af verden, herunder Danmark, hvor det længe har været populært i både kortklubber og private hjem. Det minder på nogle områder om bridge, men reglerne er enklere og hurtigere at lære. Netop derfor er spillet stadig et udbredt og værdsat indslag blandt dem, der sætter pris på taktik og samarbejde uden unødig kompleksitet.

Formål og mål

Målet i spillet er at samle flest mulige stik i samarbejde med sin makker. Hver deltager har 13 kort, hvilket giver 13 stik pr. runde. Det hold, der vinder mere end seks stik, scorer point – ét point for hvert stik over seks. Hvis et hold for eksempel får 9 stik, får de 3 point (9-6). Spillet fortsætter til ét hold når en på forhånd aftalt pointgrænse – typisk 7 eller 13 point, men det kan tilpasses efter spillerne og spillets varighed. 

Et interessant element ved spillet er, at samarbejdet mellem makkerparrene foregår uden tale. I stedet spiller man taktisk og forsøger at signalere sin hånd gennem spillet. Det kræver overblik, god hukommelse og forståelse for, hvordan kortene cirkulerer. At kunne ‘læse’ sin makker og samtidig afkode modstandernes strategi er derfor en vigtig del af spillet.

Kortværdier og rang

Spillet anvender et almindeligt sæt spillekort på 52 kort uden jokere. Kortene rangerer fra es (højest) til 2 (lavest): I den klassiske version bruges der som udgangspunkt ikke trumf. Det vil sige, at kun kort i den farve (kulør), der blev lagt først i stikket, kan vinde. Har du ikke den ønskede kulør, må du spille et andet kort, men det vinder ikke stikket, medmindre der er trumf i spil. Farverne – spar, hjerter, ruder og klør, er alle ligeværdige. I visse udgaver af den ‘klassiske’ version vælges dog en trumffarve, hvor sidste kort bestemmer trumf, og i disse tilfælde gælder, at trumf slår alle andre farver uanset værdi. 

Opsætning af et Whist-spil

Et spil kræver fire deltagere, som opdeles i to hold. Makkerparret placeres diagonalt overfor hinanden ved bordet. Den spiller, der sidder til venstre for giveren, indleder spillet ved at lægge et kort midt på bordet. Spillet går med uret, og man skal følge den kulør, der blev lagt først i stikket. Spillet afsluttes, når et hold har nået den aftalte pointgrænse. Hvis du vil vide mere, kan du læse videre på Danmarks Nationalleksikon, hvor bl.a. spillets etymologi er beskrevet.

Varianter af Whist

Ligesom med spillet Uno, så findes der flere populære varianter af spillet, som hver især ændrer lidt på reglerne og giver forskellige udfordringer og spiloplevelser. I klassisk engelsk Whist, også kaldet ‘Straight Whist’, spiller man uden meldinger. Denne udgave er ideel for nybegyndere og dem, der ønsker et enkelt og hurtigt spil. ‘Dansk Whist’ er en mere avanceret udgave, hvor spillerne indleder hver runde med meldinger. Det betyder, at man skal forsøge at forudsige, hvor mange stik ens hold kan tage, og man vælger ofte en trumffarve. Det gør spillet mere strategisk og kræver mere øvelse og forståelse for spillets gang. 

Strategi og tips til Whist

Selvom spillet er let at lære, er det svært at mestre. Her er nogle grundlæggende råd til at komme godt fra start:

• Hold styr på farverne. Følg med i hvilke kulører der er spillet og hvor mange kort, der er ude. 
• Gem dine høje kort. Spil ikke esser og konger for tidligt. 
• Kommunikér med spilføring. Du må ikke tale, men du kan antyde din hånd gennem dine kortvalg. Spiller du lavt i en stærk kulør, kan det invitere din makker til at spille højt.
• Pas på at tage makkerens stik. Overtrumf ikke unødigt, hvis din makker kan vinde med et lavere kort. 

Ofte stillede spørgsmål om Whist