Indholdsfortegnelse
Skip-bo er et hyggeligt kortspil, hvor det handler om at komme af med sine kort før de andre. Spillet er enkelt at lære, men kræver også lidt strategisk planlægning og hurtige beslutninger.
Hvad er målet i Skip-bo?
Målet er at spille alle kort fra din personlige bunke. Når bunken er tom, har du altså vundet. Du skal både holde øje med kortene i fællesbunkerne, men også være opmærksom på din egen bunke og dine muligheder i hånden. Det kræver, at du hele tiden planlægger dine træk, så du kan få lagt dit øverste kort. Skip-Bo minder er en slags blanding af kabale og Uno, hvor sekvenser, taktik men også en masse held, er centrale.
Kortenes typer og værdi
I Skip-Bo bruges der en særlig kortstak med i alt 162 kort. Kortene er nummereret fra 1 til 12, og der findes flere kopier af hvert tal. Tallene er opdelt i farver, hvilket gør det lettere at skelne kortene visuelt, selvom farverne ikke har nogen betydning for selve spillet. Kortene ligner lidt dem i Uno, men selve spillets struktur og mål er selvfølgelig anderledes.
Kortene med tallene 1 til 4 er blå, 5 til 8 er grønne, og 9 til 12 er røde. Derudover findes der det særlige “Skip-Bo”-kort, der fungerer som en joker. Det kan erstatte ethvert tal i en sekvens, hvilket gør det til det mest værdifulde kort, især når du sidder fast og mangler netop ét kort for at komme videre.
Sådan spiller du Skip-bo
Skip-Bo er et nemt og sjovt spil, der ikke tager lang tid at lære. Reglerne er overskuelige, og det vigtigste er tålmodighed og lidt taktik. Selv små beslutninger kan få betydning, og derfor gælder det om at tænke et par træk frem.
Antal spillere
Man kan spille 2 til 6 personer i Skip-Bo
Kortfordeling i spillet
Spillet starter ved at man fordeler 30 kort ud til hver spiller, eller 20 hvis man er 5 eller flere spillere. Det er så ens personlige bunke, som man skal forsøge at slippe af med. Resten af kortene lægges som en fælles trækkebunke på midten.
Spillets gang
Når kortene er delt ud, og der ligger en fællesbunke på midten, er i klar til at gå i gang. Hver spiller skal starte med 5 kort fra hånden, som man trækker fra fællesbunken i midten. Hver gang det bliver din tur, skal du starte med at sørge for, at du har 5 kort fra hånden.
Herefter skal man så forsøge at lægge kort ned, og har man en 1’er, må man starte en byggebunke på midten. Byggebunker skal altid starte med 1 og fortsætte op til 12. Når en bunke når 12, fjernes den, og der kan startes en ny. Man skal så vidt muligt forsøge at bygge videre på denne bunke, eller starte en helt ny sekvens. Hvis du ikke kan spille flere kort, skal du lægge et kort fra hånden ned ved siden af din egen bunke. Du kan have maksimum 4 rækker af kort ved siden af din egen bunke, men du må gerne stable kort. Dog må du kun tage det øverste kort, så det kan være smart at forsøge at stable kort i rækkefølge eller efter tal.
De forskellige kortbunker
Der er forskellige kortbunker at holde styr på i Skip-Bo, nogle vigtigere end andre.
Egen Bunke
Din egen bunke er den vigtigste, for det er den, du skal forsøge at slippe af med. Kortene vender nedad, undtagen det øverste. Ved siden af din egen bunke kan du lægge det kort, som du efter hver tur skal lægge ned. Det er her, din strategi virkelig spiller ind, da du skal finde måder at fjerne kortene fra bunken, samtidig med at du udnytter mulighederne i bygge-bunkerne, og uden at du får lagt for mange kort ved siden af. Det kan være taktisk at prioritere at fjerne øverste kort i din egen bunke så hurtigt som muligt, da det så betyder, at du må vende et nyt kort og på den måde gøre din bunke mindre.
Byggebunker
Byggebunkerne er de bunker midt på bordet, hvor alle må tilføje kort. Der må være op til fire bygge-bunker i spil på én gang, og spillerne skal tilføje kort i stigende rækkefølge, fra 1 til 12. Alle kan lægge kort på disse bunker, men det sker kun efter tur. Når en bunke når 12, fjernes kortene, og en ny bunke kan startes.
Fællesbunke
Fællesbunken er en stor stak af kort i midten, som spillerne trækker fra i starten af deres tur. Du trækker op til 5 kort fra denne bunke, så det er altså her, du henter nye muligheder til dit spil. Når en bygge-bunke når 12, blandes kortene fra denne bunke tilbage i denne fællesbunke, hvilket sikrer, at der hele tiden er nye kort at vælge imellem.
Hvordan vinder du i Skip-bo?
Sejren går til den, der først får tømt sin egen bunke. Det gælder om at tænke fremad, men også at være tålmodig, da andre spillere nemt kan færdiggøre den sekvens, man ellers sad og håbede på. Skip-Bo kan godt være et lidt langt spil, så det kræver både overblik og tålmodighed, og især når spillet trækker ud, og de kort, du vil spille, hele tiden bliver brugt af andre. Det kan føles frustrerende, men det er en del af det sjove, hvor belønningen for at bevare roen og vente på den rigtige mulighed, er sejren.